Mit navn er Helle Espensen, og jeg kan endelig sige, at jeg er forfatter.

Helle Espensen retrato, escritora y novelista

Jeg er født i 1966 i en lille by i Jylland, hvor jeg voksede op i en kærlig og stabil familie. Mine fire bedsteforældre boede mindre end 500 meter fra mit hjem. Jeg elskede at lytte til deres historier og derefter udvikle dem i min fantasiverden. Ofte testede jeg historierne på min hund, før jeg præsenterede dem for mine venner.

Da jeg var 12 år, opfyldte mine forældre mit største ønske: De gav mig en hest, Camilla. Dog på den betingelse, at jeg selv sørgede for opstaldning og foder til hesten. Jeg cyklede til de omkringliggende gårde og fik snart et job som medhjælper i bytte for staldplads og foder til Camilla.

Min hest var for ung til at ridning, så jeg fandt ud af, at jeg kunne kommunikere med hende, lære af hende og lære hende forskellige færdigheder.

Jeg var altså allerede i gang med det, der skulle blive en stor del af min karriere: nonverbal kommunikation, landliv og historiefortælling.

Jeg elskede at gå i skole, jeg stillede masser af spørgsmål og nød at udvide min horisont, men det bedste var de tidlige morgener i stalden og igen om eftermiddagen.

Jeg arbejdede i mange år på landet og havde en drøm om at blive landmand. Men da jeg opdagede, at man ikke kan producere sig ud af kriser i landbruget (på grund af vejret, sygdomme og EF-regler), tog jeg støvlerne af, hoppede i stiletterne og uddannede mig inden for shipping i København.

Livet i hovedstaden var en stor oplevelse, og jeg sugede alle mulige erfaringer til mig. Men der manglede noget, og i 1989 besluttede jeg sammen med min daværende kæreste, Martin, at flytte fra Danmark til Spanien. Her etablerede vi Norrbom Marketing, et reklame- og marketingbureau, som snart begyndte at udgive månedsmagasiner til de skandinaviske kolonier i Sydspanien.

Jeg arbejdede som journalist og chefredaktør i 28 år, indtil jeg i 2017 solgte min andel af virksomheden til Martin. I 1996 skiltes vores veje på det private plan, men vi forblev partnere, og i dag er vi venner. Samme år mødte jeg Peter, som jeg er gift med i dag. Vi lever et dejligt liv i vores gamle hus sammen med vores hunde, Alma og Billie.

I 2010 gik jeg langs en æselsti på Mallorca og mødte en kvinde, som plantede et nyt frø i mig: kvanteteori og energibaseret integrativ medicin. Jeg fordybede mig i studierne og blev certificeret BodyTalker i 2012. Samtidig med at jeg fortsatte med at drive Norrbom Marketing sammen med Martin, åbnede jeg BodyTalk Torreblanca-klinikken og har lavet tusindvis af sessioner med både mennesker og dyr.

I denne periode videreuddannede jeg mig i nonverbal kommunikation og rejste rundt i verden. Især arbejdet med dyr, både vilde og tæmmede, var særligt givende. Efter en lang omvej følte jeg, at en cirkel var sluttet, og at støvler igen var en del af min daglige påklædning.

Under Corona-krisen begyndte jeg at arbejde som frivillig på et internat for mishandlede og vanrøgtede æsler, Donkey Dreamland Mijas. Allerede som barn havde jeg forelsket mig i disse ædle dyr, når vi holdt ferie i Spanien, og min beundring for æslerne blev ikke mindre, da jeg mødte dem igen.

Min store æselkærlighed, Lauritz, lærer mig altid om ro, formål, håb og tålmodighed, og selvfølgelig er han inspirationen bag Sancho, æslet i min roman, Calima.

I dag bruger jeg mine særlige evner og min livserfaring til at skrive romaner.

Drømmen om at blive fuldtidsforfatter har jeg altid haft, og som årene går, forbinder jeg mig mere og mere med den oprigtighed, som drømmen har vækket i mig. Jeg har elsket alt, hvad jeg har lavet: skolen, landbruget, shippingbranchen, at drive min virksomhed, at studere kvanteteori og nonverbal kommunikation og især at arbejde med dyr. Nu ser det ud til, at jeg er i stand til at samle det hele i mine romaner. Wow!

Autora Helle Espensen con su burro
La novela Calima te lleva a lugares mágicos
Autora Helle Espensen escribe su novela Calima en la Serranía de Ronda