Her kom skriget
Da jeg fandt denne ruin, vidste jeg, at jeg havde fundet Catalinas fødested.
Hun havde holdt skriget inde i sig i ti år, måske endda siden hun blev født. Jeg kunne høre hende, mærke hendes stærke følelser. Sikke en forløsning. Jeg faldt på knæ, overvældet af hendes frygt og hjælpeløshed. Det er her, hun kan vælge at gå over på den anden side eller fortsætte ad livets vej. Som forfatter til Calima ved jeg det ikke. Jeg må vente tålmodigt på, at Catalina viser mig sit valg. En rørende oplevelse.
Fokus på hestens ører...
... og visionerne vil komme. Gang på gang redder Catalinas særlige evner gøglertruppen fra krig og røveri, fra storme og oversvømmelser, fra sygdom og død. Når hun sidder på kuskesædet og koncentrerer sig om trækhestens ører, modtager hun visioner.
Visioner om, hvad der venter dem, hvis karavanen fortsætter ad den planlagte vej. Det er imidlertid ikke altid let at overbevise truppens leder, Guido, om de farer, der ligger forude. Nogle gange må Catalina bruge særlige kneb for at overbevise ham.
På Finca Santanillas er alt levende
Rose og James har brugt mange år på at skabe et fristed for mennesker, dyr, planter og træer, hvor intet kunstigt betragtes som næring. Det gælder også ejendommens swimmingpool, hvor det levende vand ikke bare køler de menneskelige beboere i sommervarmen, men også tiltrækker fugle og insekter, som slukker deres tørst i det rene, klare vand. Elena indser hurtigt, at livet her er godt, men at hun alligevel bliver overvældet af frygt. Ikke alt er, som det ser ud til.
Gårdens afgrøder
Amaya har ikke kun inviteret sit barnebarn, Elena, ind i sit magiske univers, men har også lært hende at behandle afgrøderne på Cortijo de los Cipreses med omhu og opmærksomhed. Havens citrusfrugter syltes, og det samme gør tomater, peberfrugter og et varieret udvalg af chilipeber. På den måde kan man gemme en god dag og genopleve minderne, når man senere åbner glassene og smager på indholdet. I Amayas hus kan man smage farverne, se musikken og høre følelserne.
Stenene
Tænk på alt det, stenene har gennemlevet, den erfaring og visdom, de har. Catalina bygger varder i det tumultariske Spanien i det 15. århundrede. Hendes far lærer hende, hvor vigtige varderne er som vejvisere, og med tiden bliver de en slags refugium for hende, et tilflugtssted, hvor hun finder trøst, når tragedier rammer hendes liv, men også hvor hun deler glæde og kærlighed.
Min yndlingsvarde ligger i Sierra de Mijas, bjergkæden bag mit hjem, hvor jeg ofte vandrer. Her nyder Alma og jeg udsigten over kysten og havet den ene vej og ind over Málaga den anden vej. Den dag fandt jeg en sten, der lignede hovedet på en skildpadde. Skildpadden fik naturligvis en rolle i Calima.
